Vis

Nyheder >

Ny ubefaren matros i klubben

Det har været en stor oplevelse at blive medlem af Klubben. Et spændende år som ubefaren matros med alt fra romantiske kapsejladser i solnedgang med et glas i hånden til en enkelt meget våd mørk aften, hvor alle skøderne blafrede vildt i luften, kaptajnen brølede med en styrke som narhvalens sang ved parringstid, den anden matros var faldet i bunden af båden og lå og ømmede sig, alle andre skibe var nået i havn - og jeg fik en kortvarig dødsangst, da det gik op for mig, at jeg ikke engang vidste, hvordan man betjente en VHF-radio, hvis kaptajnen blev blæst omkuld.

Tak fordi I alle sammen har taget så godt imod mig og villigt delt jeres erfaring og glæde ved at sejle. Fantastisk kammeratskab i klubben med folkelige arrangementer og fester i en varm atmosfære. Klubben er anbefalelsesværdig. Her er plads til alle og jeg kan ikke få nok af alle jer dejlige, varme og skøre mennesker med mere eller mindre vanvittige historier om livet til søs.

Men skuden er gået på grund et sted. Ved indmeldelsen i april 2015 blev jeg straks skrevet op til sejlerskolen, som var min tanke med at starte i klubben. Min chance for at få plads var optimal, fik jeg at vide. Det var derfor med stor skuffelse, at jeg i januar modtog et brev om, at jeg ikke har fået plads i år, og heller ikke kan regne med at få det til næste år.

Reglerne for prioriteringen på ventelisten er simpelthen for uigennemskuelige! 

Noget kan altid gøres bedre. I ønsker nye medlemmer, gerne yngre. Jeg, som er 51 år, er jo nærmest et teenagemedlem, hvis man giver de gråhårede mange herrer, jeg har haft som bl.a. dansepartnere i klubben ret i, at alder ingen betydning har og de stadig ser ud og bevæger sig, som da de var i tyverne. Skal klubben gøres attraktiv for de unge - også dem med mindre børn - så skal I turde flytte jer en millimeter hver! Ikke holde fast i at alting ved festarrangementer og generelt i klubben plejer at gøres på en bestemt måde. Gør plads til nye tanker og idéer. Lad jer ”forstyrre lidt” og bliv selv lidt yngre af det!

Karen Littauer, letmatros i sværvægterklassen!