Vis

Nyheder > Sejlertips >

Tjek redningsvesten

Giv din seloppustelige redningvest et forårstjek. Omtrent hver tiende selvoppustelige redningsvest er defekt, viser en gennemgang fra Søsportens Sikkerhedsråd. Få gode råd til, hvordan du selv kan tjekke om din redningsvest er i orden. 

Søsportens sikkerhedsråd opfordrer derfor bådejerne til en gang om året at gennemføre en såkaldt ”selvundersøgelse” af alle deres oppustelige redningsveste. En selvoppustelig redningsvest er et mere kompliceret produkt end en traditionel redningsvest. Flittig brug af vesten kan slide på eksempelvis opdriftsblæren, så den ikke længere er tæt. Derudover kan forkert opbevaring ødelægge den automatik, der skal udløse vesten. Med selvundersøgelsen kan bådejeren forebygge falsk sikkerhed og opdage de defekte veste og udbedre eller eventuelt kassere dem.

Selvundersøgelse, Sådan gør du:

Find gerne brugsanvisningen til din redningsvest frem og/eller følg fremgangsmåden her:

 Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord. Åbn redningsvesten i siden; den har enten en velcrolukning eller en lynlås. Læg mærke til hvordan den er foldet, så du kan folde den igen.

 Tag CO2-patronen ud, og tjek om der er hul i toppen af den – for så er tom og skal udskiftes. Læg patronen på en brevvægt. På selve patronen er der indhugget den oprindelige totalvægt (patron+CO2). Patronen må højst mangle på to gram.

 Tjek automatikudløseren. Enten er der en synlig tablet, den kan du tjekke med neglen. Hvis den er blød, skal den udskiftes. På nogle veste er der en udløserenhed med en dato – den har normalt en levetid på tre år, hvis den er for gammel, bør den skiftes.

 Tjek at den manuelle udløser er ført tilbage og at den lille grønne sikkerhedssplit er intakt.

 Blæs vesten op igennem mundstykket, og lad vesten ligge i 16 – 24 timer. Hvis trykket går af, er vesten utæt og skal kasseres. Hvis vesten holder trykket, lukkes luften ud gennem mundstykket.

 Skru nu en fuld eller ny CO2-patron i udløserenheden, og monter en automatik tablet /udløserenhed ligeledes i udløserenheden.

 Nu skal vesten pakkes igen – her er det vigtigt at følge den medfølgende brugsanvisning for, hvordan den skal foldes. Noter årstallet med vandfast Tusch på ydersigen af vesten

 Det anbefales at undersøge alle dine redningsveste ved hver sæsonstart,

 Er du i tvivl om noget så spørg din forhandler eller indlever vesten til professionel service.

Yderligere oplysninger kan findes på www.soesport.dk i pjecen ”Værd at vide om rednings og svømmeveste” Gode hilsner Sten Emborg

Se video her nedenfor der forklarer processen visuelt.