Artikler >

Ferdinands rejse på Europas floder og kanaler

Hvorfor sejle på floder og kanaler?

Denne lille artikel handler om båden Ferdinands færd på Europas floder og kanaler. Vi sejlede i 3 perioder à ca. 2 måneder, i tidsrummet fra 20. juli 2013, hvor vi sejlede ud fra Thurø, til vores hjemkomst d. 9. oktober 2014, mange gode oplevelser rigere.

Besætningen på turen var Aage, Lillian og hunden Felix. Vi er begge medlemmer af SKK (siden 2001), og har i mange år ligget med vores båd i Kalkbrænderihavnen. Da jeg i en periode arbejdede på Sydfyn, købte vi et hus på Thurø, hvor båden pt. har hjemhavn.

Når man vælger at sejle gennem Europa på floder og kanaler, oplever man landene på en helt anden måde end vi normalt oplever dem når vi sejler f. eks. rundt i danske og svenske havne. På floder og kanaler sejler vi bogstavelig talt i indbyggernes baghaver, tempoet er behageligt lavt, og der er tid til at stifte bekendtskaber med mennesker og lokaliteter. Og hvis man vælger at sejle i ydersæsonerne (som vi gjorde) er det specielt nemt at skabe kontakt, især hvis man har en hund med.

At sejle på floder og kanaler er ideelt når et af besætningsmedlemmerne er en hund. Når han skal luftes, lægger man blot til ved bredden, og så kan hunden stort set lufte sig selv. Langs kanalerne (især i Frankrig og Tyskland) løber de gamle trækstier (fra før flodprammene blev motoriserede), som nu fungerer som velholdte serviceveje for kanalpersonale, og rekreative områder. Her kører ikke biler (undtagen servicebiler), men her cykles, vandres, fiskes, luftes hunde osv. Ideelt for vores Felix, der nød de lange gåture langs kanalbredderne.

Når man sejler på floder og kanaler er man ikke afhængig af vejret. Høj sol og stille vejr er naturligvis at foretrække, men regn og blæst forhindrer ikke at man sejler ud under sikre forhold. Vi oplevede kun at måtte blive liggende når morgentågen var så tæt at vi ikke kunne se mange meter fremad. Det er totalt ufarligt at sejle på de indre vandveje. Skulle uheldet være ude, og båden går ned, så er der mange steder (især på kanalerne i Frankrig) ikke dybere end man kan vade de 4 meter i land. Det giver til gengæld nogle andre udfordringer, nemlig at man konstant skal holde øje med dybdemåleren og indstille sig på at gå på grund, og det gjorde vi mange gange. Men det vænner man sig til.

Sejlads på de indre vandveje har beriget os med storslåede naturoplevelser. Landskaberne skifter konstant, og man sejler gennem bjerglandskaber, frodigt landbrugslandskab, skove, byer mm. Især i Frankrig fører kanalerne forbi eller gennem meget skønne landsbyer, hvor der ganske vist ikke er meget liv (udkantsfrankrig), men hvor man møder de ”rigtige” franskmænd, som en franskmand belærte mig.

Båden

Ferdinand er en 30 fods deplacement motorbåd, en Scanfisher 300, bygget på Faaborg værft i 2001. Det er en såkaldt trawler-type, dvs. med ringdæk og kahyt og styrehus i midten. Det betyder at vi kan gå hele vejen rundt på båden, uden at skulle kravle, og det er en stor fordel når der skal arbejdes i sluserne. Vægt ca. 7,5 tons. Motor: 85 HK Perkins, der giver et pænt kraftoverskud, samtidig med at den er overordentlig økonomisk. Marchfart omkring 7 knob. 600 liter dieseltanke. 200 liter vandtank. Og så det allervigtigste: flybridge med styreplads. Her er der den skønneste udsigt, frisk luft, overblik og absolut ingen motorstøj. 

Ruten

Vores færd startede d. 20. juli 2013, hvor vi lagde ud fra Thurø. Mange vælger de indre europæiske vandveje for at komme hurtigt til Middelhavet. Det var ikke vores intention. Vi var ikke sikre på om vi overhovedet ville til Middelhavet, og under alle omstændigheder ønskede vi at udforske landene, floderne og kanalerne, og ikke blot benytte dem som transportveje. Der er desværre her kun plads til en overordnet beskrivelse af vores rute. 

1. Thurø til Holland

Vi valgte at gå gennem Kielerkanalen, videre ad Elbens udmunding langs de frisiske øer og ind i Holland ved Delfzijl. Det er fascinerende at seje på Kielerkanalen, hvor trafikken med oceangående skibe er tæt. Man føler sig meget lille når man sejler så tæt på de store skibe, men holder man sig pænt ud til siden er der plads nok. Efter Kielerkanalen tog vi ud i Nordsøen og sejlede sydpå langs de frisiske øer, på ydersiden (vi var noget usikre på tidevandssejlads, og valgte en rute, hvor vi var sikre på vanddybden), og lagde ind på øen Wangerooger. Der er tidevandsforskel på 3-4 meter hvilket betød stærk strøm og svingende vanddybder. Vi kom dog sikkert i havn, men en tysk motorbåd var ikke så heldig: de var sejlet på en stenmole, der ved højvande lå helt under vand. Stort hul under vandlinjen, så de blev bugseret ind på en strand, hvor de måtte reparere nødtørftigt medens der var ebbe. Vi sejlede videre og nåede Norddeich (på fastlandet), hvor vi lå nogle dage. Ved ebbe stod vi på bunden i havnen. Vi talte med et hollandsk par, der fortalte os hvordan vi kunne sejle videre med tidevandet og følge en rute til Holland mellem fastlandet og øerne. Det prøvede vi: ruten var afmærket med kviste, og det var spændende at sejle over en bund, der blot nogle få timer senere ville være over vandet. 

2. Holland

Vi ankom til Delfzijl. Her begyndte så den egentlige kanalsejlads, og vi glædede os til at opleve Holland. Vi fulgte delvis det som kaldes Staande Mastroute, hvor sejlskibe kan sejle gennem Holland med mast på, og på den måde undgå Nordsøsejlads. Vi har en mast på ca. syv meter (og støttesejl), og det passede os fint at vente med at lægge masten ned. Første stop blev Groningen, en skøn, charmerende og levende by, hvor vi lå midt i centrum i nogle dage og begyndte at fornemme Holland. Da vi forlod Groningen sejlede vi gennem byens kanaler, hvor den ene bro efter den anden åbnede sig for os. Videre sejlads gennem et flot landskab og landsbyer. Vi ville gerne opleve Amsterdam, og fortsatte sydpå, ikke over Ijsselmeer, men tog en omvej/afstikker ind i det der kaldes Randmeren, hvor vi sejler ”bag om” Ijsselmeer i beskyttet farvand, ikke deciderede kanaler, men et net af søer, som er et af Hollands rekreative åndehuller. Der var en del vind på denne strækning, men det medførte kun lidt skumsprøjt og krapsøer. 

Amsterdam er et kapitel for sig. Vi ankom d. 11. august, og skulle først gennem den store Oranjeslusen. Indsejlingen til Amsterdam er flot. Der er en tæt trafik af erhvervsbåde, og vi sigtede, som alle andre, mod Sixhaven, hvor alle langturssejlere mødes. Vi fik tilbudt en plads uden på fire andre både. Det orkede vi ikke, så vi sejlede ca. 500 meter tilbage, og stak stævnen ind i en lille klubhavn, som vi meget kan anbefale: Watersportvereiniging Aeolus. Der er ikke mange gæstepladser, men en venlig stemning, gode faciliteter, og midt i et livligt kvarter. Havnen lå tilbagetrukket fra den tætte havnetrafik, og kun 10 minutters gang til de gratis færger til byens centrum. Det blev en uges ophold med udflugter til kendte og ukendte seværdigheder i Amsterdam. I Amsterdam valgte vi at lægge masten ned. Det var ikke nødvendigt for at komme videre, men vi kunne reducere vores højde til ca. 3,10 meter, og på den måde undgå ventetider ved broerne. Under alle omstændigheder skulle masten ned på et eller andet tidspunkt, da alle broer i Frankrig er faste, og med en frihøjde på ned til 3,30 meter.

På den videre sejlads fulgte vi en rute over Harleem, til Rotterdam, og ind i landet gennem Biesbosch (et andet rekreativt åndehul i det tæt befolkede land), og endelig videre af Maas-floden og Julianakanaal til første endestation: Maastricht. Skøn, levende og sydlandsk stemning i byen. Vi sejlede gennem byen og lagde os ind i en havn der lå i et rekreativt område lige ved grænsen til Belgien. De næste dage udforskede vi Maastricht på cykel. Herefter tog vi på ”ferie” til Danmark i 14 dage, hvor vi efterlod båden i Maastricht.

3. Belgien

Midt i september var vi klar igen til videre sejlads og forlod Mastricht. Vi sejlede nu ind i Belgien og Ardennerbjergene, og landskabet skiftede fuldstændig karakter. Holland er virkelig fladt, og nu oplevede vi bjergsider på begge sider af floden Maas, som i Belgien og Frankrig hedder Meuse. Turen gennem Belgien tog tre dage, og var primært transport. 

4. Frankrig

At sejle på franske floder og kanaler er en særlig oplevelse. Stort set alle de franske kanaler er historiske monumenter. Mange er anlagt med håndkraft inden man fik gravemaskiner, og modsat de tyske kanaler, der er lige og brede, er de franske ofte snoede og smalle og slet ikke bygget til de meget store og moderne flodpramme som vi mødte i Holland og Tyskland. Der er derfor ikke megen erhvervstrafik på de franske kanaler, men primært småbåde som vores og enkelte mindre erhvervsbåde (max. 40 meter lange og ca 5 meter brede). 

Vores første oplevelse med det franske kanalsystem var lige efter grænsebyen Givet, hvor vi skulle igennem en tunnel (le tunnel de Ham). Jeg var meget usikker på om vi kunne komme igennem på grund af vores højde. Da vi sejlede ind i Frankrig gav jeg udtryk for min usikkerhed over for kanalselskabet. ”ingen problem” sagde de, ”vi sænker blot vandstanden i tunnelen, så kan du sejle igennem”. Og det gjorde de. Dette første indtryk af det franske kanalselskab VNF (Voies Navigables de France) holdt hele vejen igennem. VNF driver alle kanaler i Frankrig og de fleste floder, og deres serviceniveau er meget højt, hvilket vi skulle opleve mange gange undervejs. 

Vi sejlede ad Meuse-floden og Canal des Ardennes ind i Champagneområdet.  I starten af Canal des Ardennes måtte vi lige igennem en slusetrappe på 26 sluser. Det tog en hel dag og den udsejlede distance den dag var under 10 kilometer. Hen imod slutningen af september nåede vi til byen Reims, hvor vi egentlig gerne ville blive et stykke tid. Fin havn, men en gennemgående motorvej gik lige forbi (kun franskmændene kan finde på at lade en motorvej gå midt igennem en by), så vi valgte at sejle videre. Det førte os til en lille by, Sillery, ca 6 km. Syd for Reims. Her var fredeligt og et ideelt sted for en hund, så vi blev liggende, og udforskede Reims med bus og cykel, og ikke mindst champagnemarkerne, der ligger op ad skråningerne tæt på kanalen. Alle de store champagnehus har marker her. 

Første oktober lukkede den lille havn for vinteren, og vi valgte at lade båden overvintre i Sillery. Det var overkommeligt prismæssigt, og stedet virkede fredeligt. Vi gjorde båden vinterklar, jeg fløj til Danmark og hentede vores bil og vi begav os mod Danmark. 

I løbet af vinteren tog vi ned og så til båden to gange, da den lå uden opsyn, men det var ikke nødvendigt: alt åndede fred og ingen fare. 

I slutningen af april 2014 skulle vi så fortsætte vores færd, så vi pakkede bilen og tog til Sillery. Grundig rengøring af båden inde og ude, vand på tankene, motoren startede første gang, og så var vi på vej videre. Vi lod bilen stå på en offentlig parkeringsplads ved den lille havn. Tanken var så at hente bilen, og bruge den på vores videre færd. Det blev aldrig aktuelt, da vi syntes at vi oplevede så meget blot ved at sejle, lægge til, cykle eller blot gå med hunden.

De næste to måneder sejlede vi rundt i Frankrig, først sydpå til vi kom til floden Saône og byen Auxonne. På vores vej skulle båden over et punkt i 318 meters højde, så det blev rigtig mange sluser op, og rigtig mange sluser ned igen. Vi havde endnu ikke besluttet om vi skulle til Middelhavet, og i Auxonne måtte vi tage en endelig beslutning. Vi valgte ikke at sejle ned til Middelhavet, dels på grund af varmen, dels fordi at Middelhavskysten og havnene i Sydfrankrig er overfyldte, hektiske og dyre. Så nu skulle der planlægges en alternativ tur: det blev den store Bourgogne-tur (altså ikke vinen men regionen). Vi sejlede ned fra Auxonne, ad Saône floden, til St. Jean de Losne, hvor vi drejede ind på Canal de Bourgogne. Igen en historisk kanal. Det første stykke til Dijon lidt kedeligt, men herefter blev det smukkere og smukkere, og vi ankom til højeste punkt, Vandenesse, hvor vi lå med udsigt Chateauneuf, en højtliggende landsby med fæstning. Vi skulle igennem en tunnel med en frihøjde på 3,10 meter. Jeg afmonterede vindskærm og andre ting på flybridge, for at minimere vores højde, og fik minimeret højden til 3,08 meter. Vi var indstillet på, hvis vi ikke kunne sejle igennem, at vende om, og sejle tilbage (ca. 100 sluser). Slusefolkene så betænkeligt på vores høje båd, men lod os sejle ind i tunnelen. Tunellen var ca 3,5 km. lang, og jeg forestillede mig at vi kunne sidde fast i midten. Men det gik, med nogen forsigtighed, og ikke mindst fordi vandstanden i kanalen var sænket på grund af vandmangel. 

Så vi kunne fortsætte, og blev sluset nedad. På dette stykke oplevede vi at den lovede vandstand på 1,80 meter ikke holdt. Nogle steder kunne vi fornemme, at båden rørte bunden og nærmest sejlede i mudder, men vi nåede da frem til floden Yonne, der efter en dags sejlads løb ud i Seine-floden. Vi var nu omkring 50 kilometer fra Paris, men drejede af, ad Canal de Loing, for at gå sydpå igen. Paris er alligevel ikke noget for en hund. Ved første sluse fik vi at vide at kanalen var lukket længere fremme på grund af en erhvervsbåd, der var havareret i en sluse. Den havde fået ødelagt roret og tog vand ind. Så vi lagde os i venteposition ved byen Moret-sur-Loing. Ikke noget dårligt sted: godt vejr, charmerende by, en formidabel restaurant, og en enkelt sejltur i gummibåden tilbage til Seinen. Jeg cyklede ned for at se den havarerede båd, og fik lov til at fotografere hele deres bjergningsarbejde. 

Efter nogle dage blev kanalen åbnet og vi fortsatte ad Canal de Briare, Canal latéral à la Loire (langs Loire-floden, der ikke er sejlbar) og Canal du Centre, til vi igen kom ud på Saône-floden ved Chalon-sur-Saône. Vi var nu i slutningen af juni måned, og havde besluttet at holde ”sommerferie” i Danmark, så vi sejlede ad Saône til Auxonne, hvor vi fik en aftale om at efterlade båden i to måneder i Port Royal. Her var der opsyn med båden, og vi havde mulighed for at se den på et web-kamera. Bilen blev hentet i Sillery (ved Reims), og vi startede hjemturen til Danmark. Vi oplevede således den forrygende danske sommer, medens de i Frankrig havde en mildest talt middelmådig sommer.

I slutningen af august begav vi os igen afsted, for at fortsætte og afslutte rejsen. Vi tog med tog til Flensburg, hvor vi lejede en bil, som vi kunne efterlade i Frankrig. Vi håbede at nå hjem inden det blev for koldt, men vi ville ikke skynde os. 

Vi sejlede nordpå ad Saône-floden og Canal des Vosges, mod Nancy. Igen en tur opad, mange sluser til vi var oppe i 310 meters højde, derefter nedad igen indtil vi nåede Toul. Fra Toul sejlede vi videre ad den Franske de af Mosel-floden, Moselle, eller rettere Moselle canalisée, da floden ikke er sejlbar på dette stykke. Efterhånden som vi nåede grænsen til Tyskland og Luxemburg kom der flere og flere vinmarker op ad bjergskråningerne. 

5. Luxembourg og Tyskland

Ved grænsen blev vi ledt ind på Mosel-floden, hvor venstre bred var Luxembourg og højre bred var Tyskland. Vi valgte venstre bred så længe vi sejlede langs Luxembourg, for at prøve det, og tog en bustur ind til Luxembourg by. Spændende, og vi overvejede en overgang at gå i skattely i landet, men da vi ikke har nogen penge, og derfor ikke behøver at gå i skattely, og da huspriserne var pebrede, blev det ved tanken. Videre ad Mosel, nu i Tyskland, hvor vi oplevede de skønneste udsigter med vinmarker ad bjergsiderne, og hvor det var tydeligt at man var ved at gøre klar til vinhøst. Men vi oplevede også flodbredden mange steder plastret fuldstændig til med autocampere. Mosel er tilsyneladende en turistmagnet, og i stort set alle de byer, hvor vi lagde ind, oplevede vi at de kønne og velbevarede små byer, blev fuldstændig oversvømmet af turister, så vi valgte at nyde den skønne udsigt fra båden. 

Efter Mosel sejlede vi ud på Rhinen, og pludselig var vi havnet i et inferno af tung erhvervstrafik. Det skulle vi lige vænne os til, men der var plads nok til alle, så det forløb faktisk problemløst. Dog kræver det fuld opmærksomhed konstant. På Rhinen sejlede vi medstrøms, hvilket betød at vi i tomgang sejlede omkring 18 km/t (ca. 10 knob). Til gengæld vil jeg ikke anbefale nogen at sejle modstrøms. Vi prøvede det en kort overgang, hvor vi vendte, og kom stort set ingen vegne. 

Rhinen betød et par dage i Köln, men vi skulle videre, og i Duisburg drejede vi ind på Rhein-Herne-kanal, hvor der stadig var tung erhvervstrafik, men i et noget mere rimeligt omfang. Videre ad Mittellandkanal forbi Hannover og ind på Elbe-Seiten-kanal. De to kanaler har ry for at være kedelige, og det er da rigtigt, at de er både lige og brede, men landskaberne som man sejler igennem er absolut seværdige, så vi nød faktisk turen. Vores største problem i Tyskland var faktisk sproget. Vores tysk er rigtig ringe, og de tyskere som vi mødte talte rigtig dårligt engelsk. Til gengæld talte de gerne og længe på tysk til os, og selvom vi ikke forstod meget, og sagde at vi ikke talte tysk, så var det åbenbart ikke nogen hindring. 

En særlig oplevelse på Elbe-Seiten-kanal var Lüneburger hæveværk, hvor vi i et kæmpestort bassin, sammen med en tankbåd på 80 meter, blev sænket 38 meter. Imponerende. 

Vi nærmer os nu afslutningen på turen, og efter 5 km på Elben sejlede vi fra Lauenburg ind på Elbe-Lübeck-kanal til Lübeck. Sidste sluse var hævehøjden kun 1,5 meter, så vi havde tid til at blive lidt melankolske over, at vi nu snart ikke længere skulle sejle på kanaler. 

Fra Lübeck sejlede vi til Travemünde, og gjorde os klar til Østersøen. Vi sejlede over Lübecker Bucht til Fehmernsund, hvor vi overnattede. Vejrudsigten var ikke lovende til at sejle over Østersøen, men vi bed tænderne sammen og kastede os ud i 6-10 ms. Jeg havde egentlig regnet med at vi ville få bølgerne ind fra agten, men de kom på hele turen fra siden, så det blev en rulletur på 4-5 timer (vi havde ikke sat mast på, så der var ikke støttesejl). Men d. 9/10 fik vi sydspidsen af Langeland i sigte, og efter en kort frokost i Bagenkop, tog vi det sidste stræk forbi Marstal og, nu i læ for vinden, til Thurø som vi nåede til i det første tusmørke.

En lang rejse er slut, og Ferdinand er på vej på land. Båden har fået lidt tæsk i sluserne, og vi har ikke brugt meget tid på at pudse og vedligeholde båden på turen, men båden har fungeret problemfrit på under de ca. 4.500 km, som vi har sejlet, og de ca. 700 sluser vi har været igennem. Nu skal den have et tiltrængt hvil, passes og plejes i løbet af vinteren, så den er klar til nye eventyr. 

Vi glæder os til at fortælle mere om turen på et fredagsarrangement i klubben (d. 13. februar 2015). 

Billeder fra turen kan ses på www.blikhavn.dk under menupunkterne: Togt 2013 og Togt 2014

Artikelbrisennov14final.docx