Nyheder > Pladsudvalg >

Nordhavnstunnel på dagsordenen

Foto: Jimmy Harder

En potentiel Nordhavnstunnel, der skal føre trafikken fra Kalkbrænderihavnsvej til Nordhavn fyldte meget i debatten, da Sejlklubben København tirsdag aften d. 5.11.2013 holdt valgmøde i Sejlklubbens lokaler. Valgmødet fokuserede på udviklingen af Svanemøllehavnen, og det havde lokket omkring 60 tilhørere til.

Berører 300 bådepladser

Nordhavnstunnelen skal være første etape i en havnetunnel på tværs af København, og overborgmester Frank Jensen (S) har tidligere udtalt, at han gerne så, at planlægningen af tunnelen kom i gang i løbet af et par år. Det vil berøre mindst 300 bådepladser, og gå ud over Sejklubben Sundets klubhus og restaurant på Svaneknoppen, som efter planen skal omdannes til arbejdsplads i fire år. Derfor var tunnelen et emne, der fyldte meget på valgmødet.

»Alle forstår, det er nødvendigt, men det er svært for klubberne at forstå, at de skal rive de ting ned, som fungerer, inden der er bygget nyt til erstatning,« siger Jan Bredde Andersen fra Sejklubben København. Tilhørerne opfordrede derfor til at aktiviteterne og det sociale liv kunne blive udviklet i byggeperioden. Det var der sympati for, men ingen løfter om.

Massiv trafik i Nordhavn

Derudover var der stærk modstand blandt de fremmødte mod et forslag om en cykelbro over Kalkbrænderihavnsløbet, som er på idéplan, og det tog politikerne til sig, fortæller Jan Bredde Andersen. Samtidig lovede man at se, om man kunne gøre det sikkert for cyklisterne at færdes på Sundkrogsgade, hvor der i forbindelse med metrobyggeriet er en massiv trafik af lastbiler, der fragter jord ud til Nordhavn.

Følgende kandidater deltog i valgmødet: Robert Nielsen (S). Søren Gravsen-Hvass (K), Lise Helweg (V), Mette Annelie Rasmussen (R) Karin Storgaard (DF), Peter Thiele (SF) og Allan Ahmad (Enhl). Derudover præsenterede Østerbro Lokaludvalg deres idéer for et fremtidigt Nordhavn.

Fra: http://dinby.dk/oesterbro-avis/nordhavnstunnel-paa-dagsordenen http://sejlklubbenkbh.dk/Vis/EMNE/78/Kom-og-hr-politikernes-planer-for-Nordhavnen