Klubben har modtaget følgende besked fra vejdirektoratet:

 

Kære deltagere i havneforum

Vores entreprenør BESIX-MTH JV skal udføre forberedende arbejder til den kommende tunnel i Kalkbrænderiløbet. Det medfører, at Kalkbrænderiløbet er lukket for sejlads fra mandag den 2. juni og cirka tre uger frem i tidsrummet fra søndage til torsdage kl. 23.00-06.00

Der vil være mulighed for at blive guidet gennem løbet fra kl. 23.00-00.00 og igen fra kl. 05.00-06.00, hvis der er særlige omstændigheder der gør, at man har brug for det.

[Webmasters kommentar: Der vil således ikke være lukket natten fra fredag til lørdag og lørdag til søndag]

Vores entreprenør skal udlægge sten og sand, der hvor den kommende tunnel skal udgraves. Arbejdet bliver udført om natten, så det generer det sejlende folk mindst muligt. I de omkring tre uger natarbejdet foregår, vil der ikke blive arbejdet i Kalkbrænderiløbet i dagtimerne.

Arbejdet er planlagt i tæt dialog med havnens tre havnefogeder og relevante myndigheder.

Vi beklager de gener denne midlertidig natlukning medfører.

Vi vil gerne opfordre dig til at tilmelde dig vores nyhedsbrev via projektets hjemmeside Nordhavnstunnel | Vejdirektoratet.

 

Opslagets foto er AI genereret

Når kapsejladsen Hven Rundt Ved Nat løber af stablen 16. september 2025, bliver Sejlklubben København og Øresund for en aften forvandlet til noget helt særligt. Både til vands og til lands er det en oplevelse, man husker – og bag kulisserne står et hold af frivillige, som får det hele til at køre.

Det er altid lykkedes at samle et stærkt team, men vi vil gerne være flere! For med lidt ekstra hjælp kan vi gøre sejladsen endnu mere stemningsfuld – og samtidig gøre det endnu sjovere at være med som deltager og bag scenen.

Har du lyst til at give en hånd med noget af følgende:

PR & kommunikation – skriv, del og fortæl om sejladsen før og efter.

Sponsorer – hjælp os med at finde og pleje samarbejdspartnere.

Præmieuddeling – vær med til at fejre vinderne med stil.

Foto – fang øjeblikke, både til søs og i klubben.

Stemning i klublokalet – sørg for, at der er hygge og liv, når sejlerne kommer i land.

Bartender – skænk en kold øl, en varm kaffe og et godt smil.

Mad – hjælp i køkkenet, så ingen går sultne hjem.

Dommerbåd & måltagning – vær med til at sikre en fair og præcis afvikling på vandet.

Hvis du har lyst til at tage en hel opgave, koordinere eller bare give en hånd et par timer, så hører vi meget gerne fra dig.

Vil du være med? Vi mødes i klubhuset til en snak om opgaverne, torsdag 12. juni kl. 19:00. Er man forhindret, men gerne vil være en del af teamet bag, er man mere end velkommen til at skrive på kapsejladsudvalg@ sejlklubbenkbh.dk

Kapsejladsudvalget