Optagning med mast 2026
Tilmelding til optagning af både med mast til forårsklargøring 2026.
Igen i år bliver der mulighed for at få sin båd på land med mast til en forårsklargøring.
Der bliver to optagningsdage og søsætningsdage hver med en kapacitet på 10 både
Datoer for optagning og søsætning er følgende datoer:
| Optagning | Søsætning |
| Torsdag 14. maj Kr. Himmelfart |
Lørdag 30. maj |
| Lørdag 16. maj | Søndag 31. maj |
Tilmelding foregår elektronisk
Tilmelding foregår elektronisk efter ”først til mølle”- princippet. Du skal tilmelde dig både en optagnings- og søsætningsdato. Som noget nyt sker betalingen samtidig med tilmeldingen (kr. 1.170,- pr. håndtering) i alt kr. 2.340,-
Tilmeldingen åbner søndag den 12. april Kl 16. Husk, at du skal modtage en kvittering før dine tilmeldinger er gået igennem. Når tilmeldingen er åben findes den på:
Tilmeldingen vil også blive annonceret under nyheder og i kalenderen på klubbens hjemmeside https://sejlklubbenkbh.dk/kalender/
Der er 10 pladser på hver optagnings-og søsætningsdag, og listen lukkes, når der ikke er flere pladser.
Praktisk information og præmisser for optagning af både med mast.
Ved håndtering af både med mast er der en række ekstra sikkerhedshensyn.
Forudsætning for optagning er, at nedenstående præmisser overholdes.
- Bådene skal være klar i fiskerihavnen kl 8
- Bådene skal være afrigget uden forsejl.
- Hækstag og bomdirk skal være afmonteret inden ankomst under optagningskranen, og liner til lazyjacks ført frem til masten, så der er plads til åget.
- Stropmærker for løft skal være tydeligt afmærket.
- Optagning af både med mast vil udelukkende ske i forsvarligt og sikkert kørestativ med velsmurte vantskruer. Bådhåndteringssjakket kan til enhver tid, også på dagen afvise et stativ, som de anser for uegnet.
- Bådejeren er selv ansvarlig for at skaffe et passende stativ og skal i god tid sikre sig, at stativet er tilgængeligt. Inden første søsætningsdag den 25. april skal stativet mærkes tydeligt op, så det fremgår, at stativet skal bruges til senere optagning med mast 14-16 maj.
- Bådejeren skal stille med mindst 1 hjælper (bådejeren + en) til hjælp med strophold og højtrykspuling.
- Hvis båden er meget begroet med muslinger/ruer kan optagssjakket beslutte, at den køres til side eller til landplads, hvor afrensningen kan foretages i henhold til gældende bestemmelser (tørslibning med presenning under båd for opsamling og bortskaffelse).
- Når båden er placeret i stativ og før transport til landpladsen, sikres masten evt. med storfaldet (evt. forlængelse skal være klar).
- Bådhåndteringssjakket bestemmer hvor på landpladsen båden placeres, under hensyn til sikkerheden på landpladsen.
- Er båden ikke klar til at blive søsat på det tildelte tidspunkt er bådejer selv ansvarlig for at arrangere alternativ søsætning, eventuelt ved aftale med Jacob Jensens Bådværft.
I øvrigt foregår optagning og søsætning ifølge gældende bestemmelser i klubbens landpladsreglement, herunder bestemmelser vedrørende priser, ansvar og forsikring.
Alle henvendelser vedrørende optagningen rettes til Pladsudvalget på pladsudvalg@sejlklubbenkbh.dk



